Handels- og leveringsbetingelser

Disse betingelser om køb og levering af billeder (”Betingelserne”) indgås mellem dig og Dansk Skolefoto

Industrivej 21, 4000 Roskilde
CVR-nr.: 44744716
(”Dansk Skolefoto”, ”vi”, ”vores”)

Bestilling af billeder og betaling
Bestilling af billeder (”Billeder”) fra Dansk Skolefoto kan enten ske i) som forudbestilling ved udfyldelse af en fysisk bestillingsseddel, som afleveres til skolen/institutionen (”Bestillingsseddel”) eller ii) som forudbestilling via digital bestilling bestil.danskskolefoto.dk (”Digital Bestilling”) eller iii) via webshop.danskskolefoto.dk efter Billederne er taget (”Webshoppen”).

i) Forudbestilling af Billeder ved udfyldelse af en fysisk bestillingsseddel foretages før fotograferingen finder sted. Vælger du at bestille således, skal du betale via en faktura, der leveres sammen med din bestilling.

ii) Tilbydes online forudbestilling, skal du via den Digitale Bestilling oprette en bruger til vores Webshop. Du skal i den forbindelse følge det link til den Digitale Bestilling, der deles fra skolen/institutionen digitalt eller på den fysiske Bestillingsseddel. Vælger du at bestille således, skal du betale via en faktura, der leveres sammen med din bestilling.

iii) Tilbydes det at bestille via Webshoppen skal du i) bruge det link, Foto-ID og Pinkode, der er angivet på Bestillingssedlen til at oprette en bruger eller ii) logge ind med den bruger, du oprettede via den Digitale Bestilling. Vælger du at bestille således, bestemmer du selv, om du vil betale via faktura, eller om du vil betale online, når du gennemfører din bestilling.

Ved betaling med faktura er seneste frist for betaling 21 dage efter modtagelse af faktura. Ved udebleven betaling vil der blive pålagt et rykkergebyr på 100 kr. Eventuelle rykkere vil blive sendt til den af dig oplyste e-mailadresse, telefonnummer eller fysiske adresse. Husk at tjekke dit spamfilter for eventuelle rykkere.

Fotografering
Dansk Skolefoto tilbyder portrætfotografering af elever og børn i institutioner til intern brug i institutionernes systemer, fx Aula.

Alle elever og børn vil blive fotograferet hertil, medmindre der foreligger en aktiv framelding foretaget via den Digitale Bestilling.

Syge-/omfotografering
På Webshoppen kan du i perioden fire hverdage efter fotograferingen og 10 dage frem tilmelde dig syge/om-fotograferingen, hvis dette tilbydes på skolen/institutionen.

Hvis syge-/omfotografering tilbydes, vil information herom også blive delt via skolens/institutionens interne kommunikationsplatform fx Aula.

Billedstørrelser
Alle anførte mål på billedstørrelser på Bestillingsseddel, Digital Bestilling og Webshop er ca. mål og kan variere en smule i det endelige produkt.

Levering og forventet leveringstid
Normalt afsender vi dine Billeder inden for 1-3 uger efter endt bestillingsperiode. I tilfælde af at du ikke har modtaget en bestilt leverance senest 6 uger efter endt bestillingsperiode, bedes du kontakte Dansk Skolefoto via e-mail: info@danskskolefoto.dk.

Billederne leveres med et ekspeditionsgebyr og forsendelsesomkostninger, hvis de leveres til din private adresse.

Modtager du en bestilling, som er beskadiget, skal du anmelde dette skriftligt til os indenfor 3 dage fra du modtager din pakke på info@danskskolefoto.dk. Du skal vedhæft 1-4 billeder af pakken og foto af skaden på varen.

Priser
Levering af Billederne sker til vores til enhver tid gældende priser i danske kroner. Du kan finde priserne på din Bestillingsseddel eller i forbindelse med din forudbestilling/din bestilling på Webshoppen. Alle priser er inklusive moms.

Fortrydelsesret
Du har som udgangspunkt 14 dages fortrydelsesret, fra du har fået leveret dine Billeder. Levering anses for at være sket, når du er i fysisk besiddelse af Billederne.

Fortrydelsesretten bortfalder, hvis du har besigtiget og/eller bestilt dine Billeder via Webshoppen, efter at Billederne er taget.

For at udøve fortrydelsesretten skal du returnere din bestilling til Dansk Skolefoto på Industrivej 21, 4000 Roskilde samt meddele Dansk Skolefoto om din beslutning i en utvetydig erklæring til info@danskskolefoto.dk. Du er selv ansvarlig for at sikre din dokumentation for returneringen. Du betaler selv portoen for returnering af Billederne, men du pålægges ingen former for gebyrer som følge af tilbagebetalingen.

Reklamation
Købelovens regler om reklamationsret finder anvendelse i forhold til dit køb af Billeder og gælder for fejl i materiale og/eller fabrikation. Ønsker du at reklamere, skal du sende reklamationen skriftligt pr. e-mail til info@danskskolefoto.dkinden for 24 måneder efter modtagelse af varen. I e-mailen skal der være en fyldestgørende beskrivelse af reklamationen og en udskrift af ordrebekræftelsen samt et eller flere billeder som dokumentation for reklamationen.

Klager
Hvis du vil klage over en leverance, kan du sende din klage til os (info@danskskolefoto.dk) eller til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Center For Klageløsning, Nævnenes Hus, Toldboden 2, 8800 Viborg.

Du kan også sende en klage via EU klageportalen Onlinetvistbilæggelse (”OTB”) ved brug af dette link: http://ec.europa.eu/odr.

Behandling af personoplysninger
Når du (forud)bestiller dine Billeder, indsamler og behandler vi som dataansvarlig de personoplysninger, du selv afgiver ved (forud)bestillingen. Formålet med behandlingen er, at vi kan opfylde vores aftale med dig om bestilling og levering af Billeder.

Dine personoplysninger videregives til de tredjeparter, som assisterer med at håndtere din bestilling, fx transportvirksomheder og billederedigeringsvirksomheder. Dine personoplysninger vil aldrig blive videregivet til modtagere uden for EU.

Vi sletter dine personoplysninger, når vi ikke længere har behov for dem til opfyldelse af formålet eller til opfyldelse af lovkrav.

Du har til en enhver tid ret til at få oplyst, hvilke personoplysninger vi har indsamlet, og som vi opbevarer og behandler om dig. Ligeledes har du til enhver tid ret til at bede om at få dine oplysninger rettet. Du har også ret til at gøre indsigelse eller få begrænset dine personoplysninger, hvis vi behandler dem i strid med databeskyttelsesreglerne. Hvis hele eller dele af behandlingen af dine personoplysninger er baseret på et samtykke, kan du til enhver tid trække dit samtykke tilbage. Tilbagetrækning af dit samtykke gælder dog ikke for allerede trykt materiale. Du kan også få overført dine personoplysninger til en tredjepart eller modtage en kopi af dine personoplysninger. Du kan gøre brug af dine rettigheder eller trække dit samtykke tilbage ved at sende en e-mail til: samtykke@danskskolefoto.dk.

Ønsker du at klage over vores behandling af dine personoplysninger, kan det ske til:

Datatilsynet

Borgergade 28

1300 København K

Tlf.: 33 19 32 00 eller via e-mail: dt@datatilsynet.dk



Kontakt os på:
+45 44 37 37 37
info@danskskolefoto.dk

Telefontider:
Mandag til torsdag: 10-12 og 13-15
Fredag: 10-13

Stolte medlemmer af Eftertid-familien der har fotograferet mere end 10 milllioner børn i Danmark siden 1947.

Dansk Skolefoto  •  Industrivej 21, 2. sal  •  4000 Roskilde  •  Privatlivspolitik  •  Handelsbetingelser